Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde ser vi som en ressource

Når jeres barn begynder i vuggestuen, bliver I som en del af indkøringen tilbudt en opstartssamtale. I samtalen deltager lederen af vuggestuen og den pædagog, der skal være primær kontaktperson for barnet i den første periode. Under samtalen har I mulighed for at fortælle om jeres barn, høre lidt om vuggestuen, ligesom vi afstemmer forventninger til, hvordan vi i fællesskab giver jeres barn den bedste start i vuggestuen.

Omkring 3 måneder efter, at jeres barn er begyndt i vuggestuen, vil vi igen tilbyde en samtale, hvor vi evaluere på hvordan det går og jeres barns trivsel. Derudover er der planlagt en afsluttende samtale, som finder sted cirka 6 måneder før børnehavestart.

Udover de planlagte samtaler i løbet af barnets tid i vuggestuen, vil vi, i tilfælde af at jeres barns trivsel ændres, altid indkalde jer til en samtale. Under samtalen vil vi drøfte, hvilke tiltag der skal til, for at vi i fællesskab kan få jeres barn til at trives.

Vi tror på en åben og uformel omgangsform og den daglige dialog mellem hjemmet og vuggestuen foregår, når barnet afleveres og hentes. Vi forventer, at I informerer om, hvordan barnet har det, om der er noget særligt, vi skal være opmærksomme på og hvad der ellers fylder hos jeres barn for tiden. Du kan forvente at høre om hvordan jeres barn har haft det i løbet af dagen, hvilke aktiviteter barnet har deltaget i, sjove episoder, nye ord og praktiske oplysninger m.m.

I Aalborg Kommune arbejder vi ud fra opsporingsmodellen, hvor vi to gange om året vurderer dit barns trivsel og udvikling. Derefter modtager du resultatet i din E-Boks.